Vi rådgiver fuldtids- deltids og fritidserhverv

Medlemsbrev februar 2024

Vi er allerede en god måned inde i 2024, og vi skal til at forny vores medlemskab af foreningen. Mange spørgsmål træder frem; ”er det nu nødvendigt at være medlem, og hvad får jeg egentlig ud af mit medlemskab”? Aldrig har det været vigtigere at være medlem af en landøkonomisk forening - Familielandbruget. Det skyldes mange forskellige faktorer, der udfordrer landbruget som erhverv og dem som vælger at efterleve ”Det gode liv på landet”. Landbruget har gennem hele Danmarks historien været en bærende kraft af sammenhold, faglighed og kulturværdier i landsbyer og landdistrikter, og det er disse værdier som nuværende generationer står på skuldrene af.

En tilfredsheds analyse som Landbrug & Fødevarer sammen med Landdistrikternes Fællesråd har fået udarbejdet omkring årsskiftet, viser stor tilfredshed - godt 60% med erhvervets tilstedeværelse i samfundet. Flere kræver dog at erhvervet fortsat udvikler – og tilpasser sig, den omgivende natur og miljø. Altså landbrugserhvervet skal fortsat være en del af den danske kultur og identitet.

Landbruget er derfor meget opmærksomt på samfundets krav og anvender ca. 100 mio. årligt til forskning og innovation. Desuden samarbejdes der med universiteter, forskningsinstitutioner og andre relevante internationale aktører, for at give det bedst mulige faglige og retvisende fundament, at udvikle og fremtidssikre landbruget på. Det kræver stærke ”muskler” at varetage landbrugserhvervets politiske interesser. 2024 bliver året, hvor der skal forhandles en aftale på plads omkring erhvervets ”biologiske processer”. Disse forhandlinger er politisk - Christiansborg - placeret i en såkaldt ”Grøn 3. part” bestående af: fem ministerier, L&F, DN, DI, KL, NNF, Dansk Metal og Concito som videns part. Denne ”arbejdsgruppes” sammensætning viser med al tydelighed, hvor kompleks og krævende opgaven er. Der er planlagt 5 møder frem til sommerferien, hvor der gerne skal ligge et resultat politikerne kan bruge i udmøntningen af en CO2 afgift på landbrugets biologiske processer. For landbruget bliver pålagt en CO2 afgift, det er blot størrelsen, vi ikke kender endnu. Det bliver lange, svære og krævende forhandlinger som alle skal være ”medejere” af, når resultatet foreligger. L&F har meldt ud at alle kræfter på Axelborg sættes ind på denne svære opgave.

I kølvandet på ovenstående skal landbruget også løse opgaverne med: Vandmiljøplan 3, hvor alle vandløb skal være i god økologisk tilstand inden 2027. Reducerer kvælstofudledningen til vand – og havmiljøet. Disse tiltag skal være lokalt forankret, viser rapporten fra de 4 Kystvandråd, der aflagde rapport til miljøministe­ren ved årsskiftet. Odense Fjord rapporten viser, at 6700 ha skal lægges ud som lavbundsprojekter.

Det kræver en jordfordeling, erstatningsjord til de lodsejere som afgiver jord til et lavsbundsprojekt. Større opmærksomhed på biodiversitet i landskabet, pleje af vandløb så afvanding kan foregå frit, udledning af udrenset spildevand, kampen om jorden, generationsskifte i landbruget, Fødevarerstyrelsens voldsomme gebyrstigning ved hjemmeslagtning m.m. Opgaverne er mange og komplekse og vi vil, at der skal være et dynamisk og klimavenligt landbrug i Danmark.

Kære medlemmer, det kræver at opbakningen fortsætter og at I hjælper os, de folkevalgte, med input, ideer og eksempler fra virkelighedens verden. Der er brug for alle positive kræfter til, at vi i fællesskab kan lykkedes med fortsat at have et respekteret erhverv som bidrager væsentligt til den samlede danske samfundsøkonomi. Sammenhængskraften skal bestå sin prøve!

Med venlig hilsen

Formand Merete Hjorth Pedersen